Blogindlæg/anmeldelse af The mothers of invention: Freak out cd 1966

Hej musik elskere 🙂 ligesom i sidste uge vil dette uges blogindlæg handle om et album fra min bog “1001 albums you must hear before you die” og i denne uge er det et album fra 1966 med bandet The mothers of invention hvor den senere solist Frank Zappa var forsanger. Albummet hedder “Freak out” og er debuten fra bandet der udover Frank Zappa på sang og guitar bestod af Elliot Ingber på guitar, Roy Estrada på bas, Ray Collins på harmonica og tamborin og Jimmy Carl Black på trommer.

Første sang hedder “Hungry freaks, Daddy” og man høre en tydelig inspiration fra The Rolling stones, nummeret er meget skramlet rock og førres igennem mest musik og ikke ret meget tekst og man bliver lidt træt af at høre på det.

2. sang hedder “I aint got no heart” og vi fortsætter i den specielle rock lydbillede, en lyd som man sagtens kan samligne med både navne som Queen og Black Sabbath og Frank har helt klart ville skabe noget musik der skiller sig ud. Nummeret fungere og gør brug af nogle symfoni lyde også.

3. sang hedder “Who are the brain police” og vi fortsætter i det mystiske og anderledes, nummeret skifter i tempo og igen er det musikken der fylder og ikke så meget teksten og igen bliver det lidt en larmende affære.

4. sang hedder “Go cry on somebody elses shoulder” og er en anderledes ballade hvor de forsøger at blande deres skævhed med lidt mere 50er/60er agtig musik som vi kender fra bl.a Elvis, nummeret er interessant og fungere med den blanding den har.

5. sang hedder “Motherly love” og igen kan man godt høre inspiration fra The Rolling Stones. Nummeret her lyder dog godt og har en god lyd og en tekst man kan synge lidt med på.

6. sang hedder “How could i be such a fool” og igen går vi ned i tempo med en anderledes ballade der ikke lyder som andre og igen blander de lidt rock med den symfoniske lyd som man også kender det lidt fra Queen, og det fungere tit og det gør det også i dette nummer der er spændenede og man har lyst til at høre hele nummeret færdig.

7. sang hedder “Wowie Zowie” og er lidt et fjolle nummer og er lidt som om de prøver at lave sjov med bands som foreksempel The Beatels og deres lyd og så kontra den mere skramlet rock og man bliver hurtig træt af nummeret.

8. sang hedder “You didnet try to call me” og dette er lidt lyden af et band der ikke har vist hvad vej de skulle gå og derfor er det blevet lidt et rodet album der stikker i for mange retninger.

9. sang hedder “Anyway the wind blows” og igen tænker man at det er et band der skal lave sjov med The Beatels og når man i forvejen holder meget af The Beatels musik så fungere dette nummer bare ikke, hvad skal man med kopi når man kan få “The real deal”

10. sang hedder “Im not satisfied” og igen er det lyden af et band der sagtens kunne lyde som dem selv med deres specielle lyd men istedet for prøver for meget at lyde som andre bare på en mindre god måde.

11. sang hedder “You are probably wondering why im here” og nu lyder det efterhånden som om man har hørt dette nummer før på albummet og Frank og resten af bandet køre i samme melodi, samme måde at synge på og meget de samme ord og måden sangen er skrevet og spillet på.

12. sang hedder “Trouble every day” og er igen lyden af noget The mothers of invention, The rolling Stones og The Beatels og det lydbillede fungere bare ikke.

13. sang hedder “Help im a rock” og er et meget mærkelig nummer der næsten kun består af musik og en masse stemme lyde uden tekst.

14. sang er også det sidste og hedder “The return of the son of monster magnet” og er et 12:20 langt instrumental nummer igen i den meget mærkelig ende og igen er det lidt ligesom om de ikke har vist hvor de præcis ville hen med albummet så de har bare sat en masse sammen, hvilket er synd for der er også nogle numre der bare fungere men er desværre få.

2 stjerner ud af 6 🙂 Frank Zappa har i hans solo karriere lavet nogle gode numre og på dette album er der da også gode numre, men det er også bare lyden af et band der ikke har fundet sig selv endnu på dette tidspunkt i 1966. The mothers of invention eksisteret frem til 1975 og Frank Zappa kørte siden løbende sin solo karriere frem til hans død i 1993, han blev 53 år. Et af albummets bedre numre er “Motherly love” som i kan høre her https://www.youtube.com/watch?v=FFQbERB2DAM. 

Det var lidt fra min bog igen. I næste uge kommer der nye udgivelser fra både D-A-D og Alex Ambrose og begge vil i kunne læse om her på bloggen på Mikaelsmusikunivers senere.

Music and love

Mikael <3