Hej musik elskere 🙂 for en uges tid siden udgav Hanne Boel sit første nye album siden 2014 og det er det første album hvor hun selv har skrevet alle sangene på albummet fra ende til anden.

Første sang hedder “paint me a picture” og er et dejligt afdæmpet nummer med Hannes fantastiske og genkendelige stemme og det er dejligt at høre nyt fra Hanne igen, sangen er en smuk sang der indeholder strygere og Hanne synger med en dyb, tryg og inderlig stemme og man har som lytter bare lyst til at læne sig tilbage og nyde Hannes stemme og musik.

2. sang er også første singlen og title nummeret på albummet “Between dark and daylight” der er et rigtig fedt nummer der rummer af noget 80er Hanne der møder en ny lyd med Hanne og det klæder hende og der er noget mystik over nummeret og selvom sangen er afdæmpet er der stadig lidt tempo over nummeret uden det er meget.

3. sang hedder “Mirrors and smoke” der fortsætter nede i det afdæmpet hjørne og Hanne synger med sin dybe erfaren stemme der ikke lyder en dag ældre og det er fantastisk at hun stadig har den fede stemme hun har. Sangen er igen dejlig at lytte til og der er lidt blæsere på og Hanne trækker fra sin erfaring fra forskellige genre kan man tydelig høre på dette album.

4. sang hedder “Baby baby baby” og fortsætter den afdæmpet stil med en meget smuk sang som går lige i hjertet og ørene og igen får man bare lyst til at læne sig tilbage og nyde det skønne stilfærdige musik, sangen ligger sig lidt op af en jazz ballade uden at den helt kan betræktes som en jazz sang og det er det der er fedt ved dette album at det er svært at sætte en bestemt genre på.

5. sang hedder “Nicole” og har hun tidligere spillet live inden den blev udgivet, igen er det et nummer der er nede i tempo og hvor den akustiske guitar er meget i centrum og så straks omkvædet kommer husker man at man har hørt dette dejlige nummer før. Igen er blæserne også en stor del af nummeret og efter omkvædet kommer der også en harmonika på som gør nummeret til noget specielt og anderledes i forhold til resten af albummet.

6. sang hedder “memories of me” og her kommer el guitaren i fokus på et afdæmpet rock/blues nummer hvor Hanne bruger sin Tina Turner ligende stemme og det er et rigtig fedt nummer og et nummer man husker efter flere lytninger.

7. sang hedder “Holy grail” og vi bliver ved det afdæmpet og nyder endnu engang Hannes stemme og musikken der er domineret af en bas der igen leder tankerne hen på lidt jazz uden at det er 100 % jazz og der er da også både fundet den akustiske guitar og strygere frem på dette nummer.

8. sang er en genindspilning af en af Hannes gamle sange nemlig den fede “Child of paradise” fra 1994 der her i den nye udgave er lavet så den passer perfekt ind i den afdæmpet stil og det er bare generelt et super godt nummer, og udover at man kan synge med på sangen tænker man ikke meget over at det er en gammel sang.

9. sang hedder “Truth be told” og er også et nummer Hanne har spillet live inden den blev indspillet, og er et nummer man husker og som er rigtig fed og svær at sætte genre på fordi den rummer af meget, versene er meget dybe og mørke mens omkvædet løftes af en lys tone og violiner og dette nummer er klart et af albummets bedste og stærkeste numre og skiller sig i den grad ud ikke kun fra dette album men generelt.

10. sang hedder “For Christopher” og er fortsat i den afdæmpet afdeling med trommer og klokkespil som lydbillede og igen må man overgive sig og bare læne sig tilbage og nyde denne smukke sang som Hanne synger guddommeligt på og man får tankerne hen på hendes storhedstid i 80erne.

11. sang er også den sidste og hedder “Other side” og er endnu en smuk, inderlig og fantastisk sang fra Hanne, dette nummer er klart min ynglings på dette album og den slutter albummet af på en smuk, rørende og inderlig måde.

6 stjerner ud af 6 🙂 Hanne Boel er i den grad tilbage og dette er et af hendes bedste albums i hendes lange karriere og hun viser virkelig at hun er en af de bedste sangerinder vi har i Danmark. Albummet kan både købes som cd, vinyl og streames 🙂 

Det var lidt om Hannes nye album 🙂 imorgen skal jeg til akustisk koncert med Sanne Salomonsen og det vil i kunne læse mere om i næste uge og her resten af ugen finder i selvfølgelig flere Sanne videoer på musiksiden 🙂

Music and love

Mikael <3

 Hej musik elskere 🙂 igår var jeg til årets første koncert, det var en Storyteller koncert med Lars Lilholt Band. Udover Lars Lilholt bestod bandet i aftes af 4 af dem der har været med de sidste mange år nemlig Gert Vincent på guitar der er det eneste originale medlem udover Lars og til Storyteller koncerten spillet Gert også lidt bas, Eddie Jarl på trommer der har været med siden 2014 og til aftes koncert også spillet lidt bas, Mads Kjøller Hemmingsen på fløjte samt diverse blæseinstrumenter, drejelir, mandolin m.m der siden 2017 har været live gæst til sommerens koncerter men efterhånden nok må betegnes som et fast medlem af bandet, samt Kristian Fogh på klaver og keyboard der har været med siden 2011.

Bandet startet kl. 20 og lagde ud med den smukke “Da kærligheden kom til byen” fra 1994 der var et dejligt genhør. Koncerten fortsatte med et helt nyt nummer der ikke er indspillet endnu der handlet om en ulv, en sang man godt kunne havde undværet og en sang der langt fra høre til en af Lars bedste sange, og sådan gik koncerten ellers slag i slag med god blanding af hits som “Den hvide dværg” fra 2001 som man kunne høre publikum i salen kendte, nye numre som ikke er indspillet endnu som den meget smukke og rørende sang til Lars far som døde for nogle år siden 92 år gammel, og så glemte sange som “Ved den gamle gitterbro” fra 1988 som jeg aldrig har hørt live og aldrig har været en sang jeg har bidt mærke i men til denne Storyteller koncert fungeret rigtig godt og var gjort meget mere rocket end den er på den originale.

Lars fortalte også meget mellem numrene som den fantastiske historiefortæller han er og man sad og fik lyst til at se et historie program eller ligende hvor han er stemmen der fortæller lidt i stil med Thomas Winding i gamle dage. Vi fik også et genhør med den smukke “Kære øjeblik” fra 2003 og endnu et glemt nummer jeg aldrig har hørt live men altid har ønsket nemlig sangen om “Tycho Brahe” fra 2001 som fungeret super godt til aftens koncert og publikum klappet med og virket glade for dette genhør. Inden pausen fik vi den nye live klassiker “Geddens tænder” fra 2018 som Lars rigtig indspillet som duet med Johnny Madsen, til aftens koncert sang han den selv og så kom Eddie Jarl på som trommeslager da han fik en super fed trommesolo  og efter denne sang var der pause.

Efter 24 min kom Lars igen på scenen denne gang alene og fortalte at det i år var 75 år siden at 2. verdenskrig sluttet og i den anledning fik vi kun Lars og hans akustiske guitar og den fantastiske sang om “Hvidsten kro” fra 1994 der var et smukt og rørende øjeblik i koncerten og hvor Lars viste hvilken fantastisk sanger han med årene er blevet.  Efter dette smukke øjeblik kom bandet igen på scenen og vi fik endnu et nyt nummer der ikke er indspillet endnu der handlet om en Kvinde i en have, et meget godt nyt nummer, vi fik også den fantastiske sang “Hvor går vi hen når vi går” fra 1997 igen leveret på smukkeste vis. Vi fik også Lars gendigtning af den irske folkesang “The Galway girl” der i Lars danske udgave fra 2018 hedder “Galwaypigen” og som man havde meget svært at sidde stille til og man havde lyst til at rejse sig op og danse til dette nummer der fungere så godt live. Vi fik mere folkemusik i det instrumentale nummer “Ten years after” hvor Lars spillet violin og Mads fik en fløjte solo og til sidst fik Gert lov til at vise sit kæmpe talent på guitar og han er klart en af Danmarks bedste,  og så fik vi endnu en glemt rigtig god sang i form af sangen “Hvert menneske jeg ved” fra 2001 der var et dejligt genhør og som passet perfekt ind i sættet og blev leveret rigtig godt live. Vi fik også sangen om “Pigen der kom ind fra vest” fra 2012 der også fungeret rigtig godt live til aftens koncert og passet ind i sættet, efter den præsenteret Lars bandet og så fik vi det største hit “Kald det kærlighed” fra 1986 hvor der for alvor kom gang i fællessangen og sangen blev leveret så smuk, fantastisk og levende som den plejer og det er bare en Dansk klassiker og et fantastisk nummer, efter den takket bandet af og koncerten var slut.

Men publikum var slet ikke færdig og stod nu op og Lars og bandet var da også hurtige om at komme ind igen og vi fik først “Onkel Christian” fra 1994 hvor fællessangen fortsatte og publikum begyndte at synge det normale “Åh uh åh” kor fra sommerens udgave af sangen hvilket var super fedt at opleve og der var bare en fed stemning til koncerten her i Grenaa. Lars takket og sagde at vi ses på Meilgaard til sommer og så sluttet han og bandet af med aftens ældste sang “Held og lykke” fra 1982 hvor publikum nu rejste sig op og stod og sang med på dette fantastiske nummer, en fantastisk afslutning på en fantastisk, magisk og nærværende koncert.

5 stjerner ud af 6 🙂 Lars Lilholt er en ener i dansk musik og helt sin egen og så er han sammen med sit Lilholt band et af Danmarks bedste live bands og man får aldrig det samme til deres koncerter andet end “Kald det kærlighed” men resten er så forskelligt fra gang til gang og det var en fornøjelse at opleve endnu en Storyteller koncert hvor der var blevet plads til mange af de sange der normalvis ikke er plads til, til sommerens koncerter og rigtig mange af Lars bedste sange som han aldrig har spillet live eller kun har spillet få gange, en fantastisk aften med et af Danmarks bedste live bands, en fantastisk sanger og sangskriver og historiefortæller samt et fantastisk sæt af mesterlige sange fra 1982-2020.

her lidt flere billeder 🙂 

Det var lidt om årets første koncert der var med Lars Lilholt 🙂 i næste uge kan i læse en anmeldelse af Hanne Boels nye album og så skal jeg på lørdag til en akustisk koncert med Sanne Salomonsen som i også vil kunne læse meget mere om og fra i næste uge kan i hver dag se en video med Sanne på musiksiden 🙂 der vil fortsat også komme lidt melodi grand prix op i ny og næ på siden.

music and love 🙂

Mikael <3

Hej musik elskere 🙂 dagens blogindlæg tager vi endnu engang et album fra min bog “1001 albums you must hear before you die” denne gang med et album fra 1992 med sangerinden K.D. Lang der også var at finde i bogen med hendes fantastiske debut album “Shadowland” fra 1988 der var mit nummer 2 ynglings album fra 80erne i bogen, 4 år efter lavet hun så albummet “Ingenue” som i kan læse om idag.

Sang 1 hedder “Save me” der lægger ud med steel guitar og en blanding af noget country og jazz og så K.D. Lang skønne stemme og man får bare lyst til at læne sig tilbage og nyde denne skønne stemme og hendes musik, en rigtig god start fra K.D. Lang.

Sang 2 hedder “The mind of love” og fortsætter i samme stil den country stil fra debuten blandet med mere jazzet lyd og på dette nummer også lidt en stille pop ballade, igen får man bare lyst til at læne sig tilbage og man føler sig i godt selskab med K.D. Lang der er et skønt bekendtskab af en sangerinde som man høre alt for lidt til.

Sang 3 hedder “Miss Chatelaine” og starter smukt ud med stryger inden den akustiske guitar og country lyden igen tager over og igen må man bare overgive sig til stemmen og lyden og hendes meget personlige tekster på dette album, hendes stemme er noget af det bedste jeg har hørt af sangerinder og så er jeg vild med hendes lyd.

Sang 4 hedder “Wash me clean” og vi går meget ned i tempo nu og i starten lyder sangen lidt hen af Katie Melua “The closet thing to crazy” og afstanden fra de to er da heller ikke ret lang og man kan godt høre hvor senere sangerinder måske bl.a har hentet deres inspiration fra, “Wash me clean” er et meget smukt og behageligt nummer der pt. er min favorit, K.D. Lang synger smukt og inderligt og man mærker hende.

Sang 5 hedder “So it shall be” og fortsætter den tilbagelænet stil og man kan ikke beskylde K.D. Lang for at være for meget op i gear eller larme for meget, hun ved hvad hun står for og sangene holder uden at det bliver for kedeligt fordi hun bare synger fantastisk, er en dygtig musiker og guitarist og skriver nogle rigtig gode tekster. Til sidst bliver nummeret løftet af flere instrumenter og et højere tempo og dette nummer er klart et af albummets bedste.

Sang 6 hedder “Still Thrives this love” og er lidt mere bossanova i melodien og har lidt mere tempo end de andre sange og skiller sig lidt mere ud, sangen er dog stadig rigtig dejlig at lytte til og det at den er så anderledes gør også at den er et af albummets bedste og så synger hun bare igen helt fantastisk.

Sang 7 hedder “Season of hollow soul” og er nok et af de mest jazzet/klassiske sange på albummet og endnu et meget smukt nummer der har lidt mere tempo og også ekstra kor på end de andre sange men det gør intet og sangen holder hele vejen igennem.

Sang 8 hedder “Outside myself” og fortsætter med den akustiske guitar i centrum samt K.D. Lang stemme og tekst om at finde sig selv, noget K.D Lang gjorde i forbindelse med dette album og kort tid efter udgivelsen bekendtgjorde hun at hun er til kvinder og mange af teksterne netop handler om det. Denne smukke sang om at finde sig selv og at føle sig ved siden af sig selv på grund af kærlighed til det samme køn er pt. albummets stærkeste og smukkeste nummer.

Sang 9 hedder “Tears of loves recall” og er igen i det jazzet univers hvilket også klær K.D. Langs stemme og hun viser virkelig hvad hun kan med den stemme, igen et af albummets smukkeste numre og man slår fuldstændig hjernen fra og bare nyder K.D. Lang stemme og musik.

Sang 10 er også den sidste og hedder “Constant craving” og er albummets mest optempo nummer der igen skiller sig meget ud og mere er et pop/rock nummer og når man kommer til omkvædet høre man at man da godt kender dette nummer og har været singlen derfra, et nummer jeg nok har hørt i radioen uden at vide hvem det var og er en super fed afslutning på et fantastisk, smukt og inderligt album, dog også dette nummer der skiller sig mest ud men til gengæld er det et rigtig fedt nummer.

6 stjerner ud af 6 🙂 dette var det 2. album jeg har hørt med K.D. Lang og hun er et fantastisk nyt bekendtskab musikalsk og ligesom “Shadowland” var et af mine ynglings fra 80erne er “Ingenue” pt. et af mine ynglings her i 90erne, jeg har dog 3 andre jeg syntes er bedre og syntes da også “Shadowland” er det bedste album af de to men “Ingenue” viser en ny side fra K.D. Lang og hvilket stort talent hun har. Nu sidder jeg og lytter til hendes album “Watershed” der er det seneste album hun har lavet fra 2008 og det føles som om tiden har stået stille og K.D. Lang ved stadig hvad hun står for musikalsk 🙂 hun har som sagt ikke udgivet noget album siden 2008 men hun spiller stadig koncerter rundt omkring. Det bedste nummer på “Ingenue” er sangen “Outside myself” som i kan høre her: https://www.youtube.com/watch?v=tdQ_wUdQXdE. Hvis der er to albums man ikke skal snyde sig selv for at lytte til er det “Shadowland” fra 1988 og “Ingenue” fra 1992 og så kan hendes senest album “Watershed” fra 2008 også anbefales 🙂 i det hele taget hvis man ikke kender til K.D. Lang og godt kan lide afslappet musik med en blanding af country og jazz og en sangerinde hvor det handler om stemmen, den gode melodi og den gode tekst og selv skriver alt så skal man høre K.D. Lang. 

Det var lidt om K.D. Lang og hendes album fra 1992 “Ingenue” 🙂

Music and love

Mikael <3

Hej musik elskere 🙂 nyt årti- nyt musik og i dette uges Blogindlæg får i mine anbefalinger af 4 nye sange med 3 forskellige musikere, 2 sange med Ozzy Osbourne, 1 med the beatophonics og 1 med Tim Schou.

De første to sange er med “nattens fyrste” Rock legenden Ozzy Osbourne der efter tids sygdom nu er tilbage på musikscenen og sidste år udgav han sin første single fra hans kommende comeback album den både skrøbelige og rocket sang “Under the Graveyard” der viste en mere følsom udgave af Ozzy end man er vant til og nu har han så udgivet de to næste singler hvor den ene også ligger sig i den mere skrøbelige ende.

“Straight to Hell”

Den første sang er en ægte rocksang fra Ozzy som man kender ham og bare titlen er jo en rigtig Ozzy title og Ozzy viser han fortsat kan rocke i en alder af snart 72 og på trods af et liv med misbrug m.m så kan han ikke væltes omkuld, på denne sang medvirker også guitaristen Slash på guitar kendt fra bl.a Gunsen roses. En mega fed sang fra Ozzy der ved hvordan han skal lyde 🙂 sangen kan bl.a høres her https://www.youtube.com/watch?v=kSRNrVjISRQ&list=PL144B81EE651A680C&index=3&t=0s.

“Ordinary man”

den anden nye single fra Ozzy er lidt af en overraskelse det er nemlig den meget personlige og skrøbelige sang “Ordinary man” hvor Elton John medvirker og den starter da også ud med velkendt Elton klaver inden Ozzy synger sin sjæl ud på denne meget personlige sang, Elton synger et par linjer i 2. vers men fylder ellers ikke meget i sangen og så er der lidt for meget autotune på netop Eltons stemme og det er ikke på grund af ham at sangen holder men på grund af Ozzy der synger så man kan mærke ham og han er en mand der har levet et liv der til tider har været hårdt men han har overlevet og denne sang er en af hans bedste i hans karriere, en genfødt Ozzy Osbourne. Du kan bl.a høre sangen her der både indeholder Elton John klaver, guitarsolo og til sidst smukke stryger https://www.youtube.com/watch?v=fWUxkZEuJG4&list=PL144B81EE651A680C&index=1.

den næste nye sang er med det danske band The Beatoponics der udgav deres debut album i 2015 og her d. 31/1/2020 kommer deres 3. album hvor de lige har udsendt deres 2. single “Walkin back to loneliness” en rock ballade sunget af bandets forsanger og guitarist Søren Koch der har spillet med en del musikere i ind og udland de senere år, The beatoponics er kendt for at skrive 60er inspireret musik men den nye single er lidt anderledes end det de tidligere har lavet men det lyder stadig ikke som noget der er udgivet i 2020. Det er en smuk rock ballade der i virkeligheden er lidt 70er agtig og hvor Søren synger rigtig godt på og spiller en smuk guitarsolo. Sangen kan bl.a høres her https://www.youtube.com/watch?v=ebj0BoZt–Q og d. 28/2 skal jeg høre dem live på Tubinen i Randers.

Den sidste nye sang jeg vil skrive om er den helt nye single med den danske sanger og sangskriver Tim Schou der startet sin karriere som forsanger i bandet A friend in London og de senere år har slået sit navn fast som solo artist specielt i udlandet. Den nye single er skrevet sammen med Andreas Ringblom og hedder “High water” og er som de seneste singler meget akustisk i sin lyd og Tim har virkelig fundet sin stil og den klæder ham. Den nye single er dog ikke min total ynglings med ham og nogle steder bliver den en tand for poppet til mig, men man overgiver sig til den og til sidst bliver den også løftet af flere instrumenter på sangen. Tim Schou er en fantastisk sanger og sangskriver og har de senere år vist hvad han kan, du kan høre sangen bl.a her https://www.youtube.com/watch?v=a4mlv0YAIt0.

Det var lidt om 4 nye sange fra 3 meget forskellige musik stil, lyt til dem de er alle 4 værd at høre.

Music and love

Mikael <3

Hej musik elskere 🙂 Rigtig godt nytår og velkommen til 2020 🙂 håber i alle kom gennem nytårsaften i god behold 🙂 Bloggen er igen i luften og musiksiden har kørt med musik det meste af tiden mellem jul og nytår 🙂 Jeg har mange ideer både til bloggen og til siden her i løbet af 2020 og nogle af dem vil i kunne se og læse meget mere om i løbet af året.

Årets første blogindlæg bliver endnu et album fra min bog “1001 albums you must hear before you die” hvor jeg nu er kommet til 1990 🙂 dagens album i kan læse om er med metal rock bandet Megadeath og deres album “Rust in peace”. Megadeath startet i 1983 af tidligere guitarist i Metallica Dave Mustaine som bandets sanger og guitarist og bassist David Ellefson, Dave er det eneste medlem der har været med hele vejen. Megadeath har haft nogle albums med i bogen fra 80erne også og har gennem tiden haft skiftende medlemmer, på dette album fra 1990 er der udover Dave og David også Marty friedman på guitar og Nick Menza på trommer.

Sang 1 hedder “Holy wars…. The Punishment due” og er et hurtig 80er heavy rock nummer med godt med guitar og man kan fornemme hvordan de har stået med langt hår og headbanget. Nummeret minder meget af noget tidlig Metallica og skal da heller ikke være nogen hemmelighed at Megadeath har stået meget i skyggen af Metallicas kæmpe succes og er nok det Megadeath har forsøgt sig med her i 1990 med en endnu mere Metallica lyd. Nummeret er mega fedt og Dave er blevet en bedre sanger fra 80erne til 90. Nummeret er en lang album åbner med sin 6 min og 33 sek. lang hvilket også er fedt at opleve at der her i 1990 stadig er plads til lange numre på et album.

Sang 2 hedder “Hangar 18” og vi fortsætter den hurtige heavy rock stil og igen tænker man meget på Metallica. Sangen er igen mega fed og man kan ikke høre vi befinder os i 1990 det lyder mere som den sidste rest af 80erne hvilket er super fedt. Nummeret er igen et langt et på 5 min og 11 sek. og undervejs skifter nummeret lidt melodi og tempo og forskellige guitar lyde og lyden sidder lige i skabet og Meagadeath er i den grad et band der er blevet bedre siden de startet.

Sang 3 hedder “Take no Prisoners” og fortsætter i det hurtige heavy rock med hurtig guitar og bas og trommer der bare banker løs mens man som lytter får lyst til at headbange. Igen kan man høre at Megadeth her på dette album virkelig forsøger at lyde som Metallica og det lykkes og dette nummer kunne ligeså godt havde været indspillet af Metallica.

Sang 4 hedder “Five Magics” og fortsætter den samme stil som de fornævnte sange og ligheden med Metallica bliver mere og mere og jeg tror Megadeath virkelig har kæmpet for at opnå samme succes som Metallica fik. Bandets lyd sidder igen lige i skabet og lyder bare mega fedt, nogle steder tænker man også lidt på Led zeppelin.

Sang 5 hedder “Poison was the cure” og starter mere stille ud med lyden af bassen men hurtig kommer vi op i det tempo vi tidligere har hørt igen. På dette nummer dominere bassen og trommerne meget men sangen ender ud i at gå alt for hurtig og blive alt for meget støj til mig.

Sang 6 hedder “Lucretia” og igen er vi ved den hurtige heavy lyd, sangen lyder dog som en genganger og bliver hurtig kedelig at lytte på.

Sang 7 hedder “Tornado of souls” og bliver igen for meget larm til mig og man syntes igen man har hørt det før på albummet bare bedre.

Sang 8 hedder “Dawn patrol” og er det mest nede i gear nummer på albummet og med den dybeste stemme fra Dave, et fedt og anderledes nummer på dette album hvor bassen igen dominere meget. Sangen er også den korteste på 1 min og 53 sek.

Sang 9 er også den sidste og er lidt af title nummeret “Rust in peace… Polaris” hvor vi igen er i heavy rock hjørnet men bliver igen for meget larm og man slukker hurtig.

4 stjerner ud af 6 🙂 Megadeath lavet i 1990 nok et af deres bedste albums, dog vil jeg sige at starten er bedst og hen mod slutningen kammer den lidt over og ambitionerne om at blive de nye Metallica er måske lidt for høje og måske på det tidspunkt også lidt for sent. Men Megadeath kan klart noget og lave fede numre og skal man høre et album med dem vil jeg nok anbefale det her og sangen “Holy wars…. The Punishment due” https://www.youtube.com/watch?v=tP_-YIhgF3w. Megadeath udgav sidst et album i 2016 og består idag af Dave, David, Kiko Loureiro og Dirk Verbeuren. 

Det var lidt om et album fra 1990 og årets første blogindlæg 🙂 imorgen har Mikaelsmusikside 1 års fødselsdag 🙂 tak til alle jer der trofast følger med og læser bloggen og de andre ting jeg ligger ud

Music and love

Mikael <3