Anmeldelse af Gnags koncert i Friheden

Hej musik elskere 🙂 igår var jeg til Gnags koncert i Friheden 🙂 dette var min sidste koncert i Friheden for i år og årets sidste udendørs koncert.

Gnags Startet 20:15 og det hele startet med at en Robot kom ind på scenen inden at Gnags med Peter A.G, Per Chr. Frost, SP, Niels Mathiasen, Lars Daugaard, Rune Harder-olsen, Søren Runge og Anne Seier kom på scenen og lagde passende ud med hittet “Den dejligste morgen” fra 1987 der hurtig blev til den dejligste aften i friheden, hvor Peter og resten af Gnags fra start var på og fik publikum med.

De fortsatte med hittet “Danmark” fra 1986 og så bød Peter velkommen og så bød resten af koncerten ellers på hits som “Slingre ned af vestergade” fra 1983 og “Lav sol over Århus” fra 1991 hvor publikum traditionen tro hjalp med at vifte solen frem selvom den på dette sene tidspunkt var begyndt at forsvinde.

Vi fik ikke kun gamle numre men også sange fra den nye “Robotnroll” først fik vi “Når robotterne kommer” som faktisk faldt i god jord blandt publikum i friheden og man kan håbe at en ny Gnags live klassiker er født. Den nye “Guldkarat” faldt også i god jord, men selvom at Peter kom med en opfordring til at lade være med at smide med plastik til sangen “Syndflod af plastik” og at sangen fungeret bedre live end på albummet så faldt den stille protest sang lidt til jorden og personligt ville jeg da også hellere havde hørt en af de andre fra den nye.

Men nu var det slut med de nye og vi fik “Under bøgen” fra 1977 der ikke høre til en af mine favoritter men som regel fungere live, det samme kan siges om hittet “Kærester” fra 1985 hvor Per viste at han stadig er Danmarks guitar konge nummer 1 

til slut fik vi endnu flere hits “Vilde kaniner” fra 1984 og så spillet Per et kendt guitarrif og Peter A.G tog to danskvand og hældte ud over sig og vi fik derfor rock hittet “Burhøns” fra 1979. 

Festen opnået nu sit højeste da vi gik ind i sidste nummer “Mr. Swing king” fra 1989 hvor folkefesten for alvor steg for de mange publikummer der var til stede i Friheden for at holde fest med Gnags.

Og så var det slut men publikum var ikke færdige med at holde fest og Gnags måtte på scenen igen og gav “Når jeg bliver gammel” fra 1989 og derefter fik vi “Rytmehans” fra 1980 med fest og farver og Peter præsenteret bandet og derefter sluttet de smukt af med “Fuldmånen lyser” fra 1983 og så var det slut på en fantastisk koncert med Gnags.

5 stjerner ud af 6 🙂 dette var min 9 gang jeg hørte Gnags og det var endnu en fantastisk koncert med evige energiske Peter A.G og super guitaristen Per Chr. Frost i front med et godt Gnags band omkring dem der leveret varen, fest og hits 🙂 En sang som “Dansende blå linealer” fra 1989 ville jeg godt havde undværet så ville jeg hellere havde hørt “Safari” fra 1982 som vi helt måtte undvære, det samme kan siges om det mindre gode nummer “Fodgængeren” fra 1983 og så ville jeg gerne havde hørt lidt mere fra den nye cd og et par sange fra “Nørd” fra 2017 havde også været dejligt. Men Gnags er og bliver et Greatest hits band og det er de gamle publikum kommer for at høre og alt efter 91 på nær nyeste cd er ligesom slettet fra sætlisten, hvilket er en smule ærgerligt men det gode er så at så ved man hvad man får med de gode gamle og det er nu også meget rart og Gnags er et af Danmarks bedste live bands og kan holde en fest som ingen andre kan.

Her lidt flere billeder 🙂  

Det var lidt om min koncert oplevelse med Gnags 🙂 i næste uge kan i læse en anmeldelse af Poul Krebs og Henning Kvitnes nye fælles album “Sange på rejse” 🙂

Music and love

Mikael <3

Anmeldelse af Billy Joel album fra 1977: The Stranger

Hej musik elskere 🙂 i denne uges blogindlæg kan i læse om endnu et album fra bogen “1001 albums you must hear before you die”, denne gang er det sanger og sangskriver Billy Joel og hans 3. album “The stranger fra 1977.

Sang 1 hedder “Movin on”(“Antonys song”) en sang der lyder som den Billy Joel man kender en blanding af noget pop, jazz og klassisk der på mange måder bliver storslået og så synger Billy super godt, På mange måder lidt ligheder med Elton John rent musikalsk.

Sang 2 er title nummeret “The stranger” og starter stille ud med smukt klaver og fløjten men bliver mere optempo efter 1 min. og igen viser Billy Joel hvilket kæmpe talent som sanger og sangskriver han havde allerede dengang og sidenhen og også stadig har. Sangen slutter stille med klaver og fløjten.

Sang 3 hedder “Just the way you are” der var en af singlerne og dengang vandt to grammy awards og det kan man godt forstå for det er en rigtig smuk sang og en af de bedste fra Billy Joel og det lyder ikke som ret meget andet musik man hørte i 70erne, igen det tætteste man kommer er nok Elton John og personligt syntes jeg at Billy har lidt mere at byde på.

Sang 4 hedder “Scenes from an Italian Restaurant” der fortsætter stilen og hvor klaveret igen er i centrum, nummeret er igen meget jazz/klassisk anlagt og lyder faktisk allermest som noget fra 80erne evt. soundtrack til “Dirty Dancing” og det er bestemt positivt ment. Sangen vokser i løbet af sangen og skifter fra en stille ballade til mere optempo nummer, og har mange forskellige lag i sangen der også er albummets længste på 7:37 min.

Sang 5 hedder “Vienna” og er endnu en klaver ballade fra Billys hånd og på mange måde syntes man at man har hørt det før fra Billys hånd, men på en god måde uden at det bliver for kedeligt. Nummeret skifter igen flere gange og har flere lag hvilket gør sangen interessant.

Sang 6 hedder “Only the good die young” og starter stille med klaver men skifter hurtig spor til et optempo nummer, og sangen bliver lidt optimistisk selvom teksten er lidt mørk men det gør ikke spor og sangen er endnu et godt nummer fra Billy Joel.

Sang 7 hedder “Shes always a Woman” og er jo et af de kendte Billy Joel numre og igen et af de bedste, smukt og enkelt og med skøn indlevelse og skønsang fra Billy Joel, en klassiker i Billy Joels musik.

Sang 8 hedder “Get it right the first time” og er et meget funky/rock nummer der måske skiller sig lidt ud fra resten af albummet men dog er et godt nummer.

Sang 9 er også den sidste og hedder “Everybody has a dream” og er en smuk slutning på 6:36 min fra Billy der igen passer ind i resten af albummet, klart en af albummets stærkeste numre. Sangen slutter 4:34 og starter så igen efterfølgende med klaver og fløjten fra title nummeret og på den måde runder albummet rigtig fint af.

6 stjerner ud af 6 🙂 Billy Joels album fra 1977 “The stranger” skal man ikke snyde sig selv for at høre hvis man ikke har hørt endnu, et flot og storslået album fra en super god sanger og sangskriver. Det bedste nummer derpå er “Shes always a woman” som i kan genhøre lige her: https://www.youtube.com/watch?v=Cx3QmqV2pHg  Billy Joel er i år blevet 70 og spiller stadig og i år udgav han et live album 🙂 han udgav sidst et studie album i 2001 🙂

Det var lidt om Billy Joels album fra 1977 “The stranger” 🙂 I næste uge tager jeg 5 dage til Skagen og musiksiden vil derfor holde lidt ferie men jeg vender hurtig tilbage og på lørdag vil i kunne læse en anmeldelse af Gnags koncert i Friheden om fredagen 🙂 Gnags kan i høre og læse meget mere om resten af ugen her på musiksiden 🙂

Music and love

Mikael <3

 

Anmeldelse af Tom Petty and the heartbreakers album fra 1976: Tom Petty and the heartbreakers

Hej musik elskere 🙂 Ugens blogindlæg står endnu engang på et album fra min bog “1001 albums you must hear before you die” denne gang fra 1976 med bandet Tom Petty and the heartbreakers og deres debut album “Tom Petty and the heartbreakers” der bestod af forsanger og guitarist Tom Petty, guitarist Mike Campbell, keyboardspiller Benmont Tench, bassist Ron Blair og trommeslager Stan Lynch.

Sang 1 hedder “Rockin around (with you)” og er et optempo rock/country nummer, nummeret fungere og er en god starter på albummet og bandet spiller for fedt.

Sang 2 hedder “Breakdown” og er et rock nummer lidt mere nede i tempo uden at den er stille, nummeret er godt men måske lige kort nok.

Sang 3 hedder “Hometown blues” og fortsætter rockstilen blandet lidt med country og det fungere bare og man tænker lidt tilbage på 60er bandet The Byrds.

Sang 4 hedder “The wild one forever” og er et rock nummer i samme stil og lidt nede i tempo igen med en meget central guitar i centrum.

Sang 5 hedder “Anything thats rocken roll” og det er et rigtig rocken roll nummer, Tom Petty har en fed stemme og sammen med resten af bandet spiller han fedt og dette er lyden af ægte 70er rock som i den grad domineret meget i 70erne.

Sang 6 hedder “Strangered in the night” og starter med lyden af en fed el guitar og så er vi igang med endnu et rock nummer der lyder rigtig fedt og fungere. Nummeret er pt. det bedste på albummet og med sine 3:34 min et af de længste.

Sang 7 hedder “Fooled again (I dont like it)” og nu begynder keyboardet også at spille en central rolle og på dette nummer kan man høre hvordan Tom Petty har inspireret senere bands, igen synger Tom Petty rigtig fedt og guitaren sidder lige i skabet og som band fungere Tom Petty and the heartbreakers rigtig godt, Dette er pt. det bedste nummer på albummet.

Sang 8 hedder “Mystery man” og er for første gang på albummet en ballade. Nummeret er igen lidt country inspireret og Tom Petty viser igen hvilken fed sanger han var.

Sang 9 hedder “Luna” og igen er vi nede i tempo på albummets længste nummer  på 3:59 min og det er lyden af et band der bare fungere rigtig godt sammen og lyden af hvert instrument ligger man mærke til i dette nummer hvor især trommerne dominere.

Sang 10 er også den sidste og hedder “American girl” og slutter albummet af med ægte rock lyd på et optempo nummer og der hersker ingen tvivl det her er albummets bedste nummer og rocker for vildt, samt er en fed afslutning på et fedt album.

6 stjerner ud af 6 🙂 Tom Petty and the heartbeakers er klart et band og et album man skal høre hvis man ikke har haft den fornøjelse, god blanding af rock og en snert af country med en forsanger der sang helt vildt fedt. Bandet udgav deres sidste album i 2014 og gik i opløsning i 2017 da Tom Petty desværre trakisk døde af en overdosis af alkohol han blev 66 år. I kan lytte til sangen “American girl” her: https://www.youtube.com/watch?v=33mec03xeow 

Det var lidt om Tom Petty and the heartbreakers 🙂 På søndag starter der Toppen af poppen på tv2 som i vil kunne læse mere mere om på musiksiden, i næste uge vil der være Gnags uge på musiksiden da jeg skal til koncert med dem i friheden d. 30/8 🙂 spred budskabet om musiksiden og bloggen som i meget gerne må dele begge af og invitere jeres venner til at syntes godt om så vi kan få et stort fællesskab omkring musikken 🙂

Music and love

Mikael <3

Anmeldelse af Aerosmith album fra 1975: Toys in the Attic

Hej musik elskere 🙂 i denne uge får i endnu en anmeldelse af et album fra bogen “1001 albums you must hear before you die” denne gang er vi i 1975 og bandet Aerosmith og deres 3. album “Toys in the Attic”. Aerosmith består af frontmanden forsanger Steven Tyler, Joe Perry på guitar, Brad Whitford på guitar, Tom Hamliton på bass og Joey Kramer på trommer. De har op igennem 70erne, 80erne, 90erne og starten af 00erne lavet rigtig mange fede numre.

Sang 1 er title nummeret “Toys in the Attic”, et meget typisk Aerosmith nummer med meget rock tempo der ud af. Nummeret har ikke meget tekst i sig og består mest af rock lyd, men nummeret er ret fedt og en god starter på albummet.

Sang 2 hedder “Uncle Salty” og er lidt mere nede i tempo dog uden den er stille, den er meget blues/rock og minder lidt om noget The Rolling Stones kunne havde lavet, høre ikke til deres bedste af deres sange.

Sang 3 hedder “Adams Apple” og man husker på at der var engang hvor Steven Tyler var en fed sanger og Joe Perry viser da også sine evner som guitarist på dette nummer der er ret fedt uden at det dog på nogle måder nok går over i historien som en Aerosmith klassiker. Midt i nummeret kommer der lidt guitar duel mellem Joe og Brad Whitford og det løfter nummeret lidt.

Sang 4 er singlen “Walk this way” der blev et hit på ny i 80erne da Aerosmith lavet en ny udgave med rap gruppen Run DMC. Det er første gang jeg høre den original udgave af nummeret kun med Aerosmith men den er ligeså fed og dette er da en af de helt store klassikere for Aerosmith.

Sang 5 hedder “Big ten inch record” og er et meget mærkeligt nummer for Aerosmith og passer ikke rigtig ind i deres rock lyd, igen lyder det mest som noget The Rolling Stones kunne havde lavet.

Sang 6 hedder “Sweet Emotion” et lidt kedeligt rock nummer man ikke rigtig føler kommer rigtig igang desværre

Sang 7 hedder “No more no more” og igen bliver man mindet om hvor fed en sanger Steven Tyler engang var, sangen er meget i stil med det Aerosmith man kender og nummeret holder.

Sang 8 hedder “Round and round” og nummeret går bogstavlig talt i ring og er meget støjende.

Sang 9 er også det sidste nummer og er albummets ballade “You see me crying”, Aerosmith har dog i 80erne og 90erne lavet bedre rock ballader og dette nummer er langt fra deres standard af en rock ballade.

4 stjerner ud af 6 🙂 Man kan godt høre det er en tidlig udgave af Aerosmith og de har ikke helt fundet deres stil endnu på dette ellers udmærket album. Personligt er jeg mere til deres 80er og 90er periode og mit ynglings nummer er sangen “Jaded” fra 2001 🙂 Dette album fra 1975 bedste nummer er klart “Walk this way”  https://www.youtube.com/watch?v=4c8O2n1Gfto. Aerosmith er pt. ikke gået i opløsning men de har dog ikke udgivet noget album eller været ude og spille siden 2012, de har forsøgt i en årrække at komme igang igen men hver gang er Steven Tyler faldet tilbage til stof og alkohol misbrug, han udgav i 2016 sit debut solo album “We are all somebody from somewhere” der er lidt mere country i stilen. Joe Perry har de senere år været medlem af bandet Hollywood Vampires sammen med sanger Alice Cooper og skuespiller Johnny Deep. 

Det var lidt om Aerosmith album fra 1975 “Toys in the Attic”

Music and love

Mikael <3

 

Anmeldelse af ZZ Top album fra 1973: Tres Hombres

Hej musik elskere 🙂 Denne uges blogindlæg handler igen om et album fra min bog “1001 albums you must hear before you die”, denne gang er det et album fra 1973 med bandet ZZ Top der består af forsanger og guitarist Billy Gibbons, bassist Dusty Hill og trommeslager Frank Beard som stadig spiller sammen og de har netop i år udgivet et opsamlings album i anledning af 50 års jubilæum “Goin 50” og et studie album i 2012. Et af de numre jeg bedst kender med dem er “Rough Boy” fra 1985 og de er også kendt for sangen “Legs” fra 1984. De udgav deres debut album i 1971 og det er deres 3. album her “Tres Hombres” fra 1973 der blev deres store gennembruds album.

Sang 1 hedder “Waitin for the bus” og er en rigtig 70er rock/blues sang med god lyd fra guitar, bas og trommer og tilsat en mundharpe. Der er god lyd i nummeret og Billy har en fed stemme og et fedt guitarspil.

Sang 2 hedder “Jesus just left Chicago” og går lidt ned i tempo men fortsætter den rocket blues stil og man kan høre hvordan senere bands har haft ZZ Top som inspiration, igen viser Billy at han er i stand til både at synge og spille guitar og det lyder rigtig godt.

Sang 3 hedder “Beer drinkers and Hell Raisers” og vi går op i tempo igen og så deler Billy vokalen med bassist Dusty der viser han også er en rigtig fed sanger. Lyden fungere og ZZ Top ved hvordan de skal lyde og det er fedt at opleve.

Sang 4 hedder “Master of sparks” og fortsætter den velkendte Rock/blues stil og man er ikke i tvivl om at det er 3 musikere der kan spille og synge og skrive deres egne sange.

Sang 5 hedder “Hot blues and Righteous” og er albummets første ballade, et super godt nummer hvor Billy igen viser sit sang talent og sin specielle stemme, man kan høre det er ZZ Top der spiller og synger. Det hele sluttes smukt af med en guitarsolo fra Billy.

Sang 6 hedder “Move me on down the line” og nu er vi oppe i tempo igen i et nummer hvor der udover der bliver spillet rock og blues også bliver sunget om det, og igen sidder guitaren lige i øjet på dette fede nummer og lidt tekst bider fra “Proud Mary” kommer der også.

Sang 7 hedder “Precious and grace” og er nede i tempo dog med noget tempo over sig hvor specielt guitaren og trommerne dominere lydbilledet, hen mod slutningen kommer nummeret mere op i gear og det høre til et af albummets bedste numre pt.

Sang 8 hedder “La Grange” og blev i sin tid udgivet som single og nu sniger der sig lidt country ind i rocken, men nummeret fungere stadig og ZZ Top lyder stadig som de skal og til sidst får guitaren da også ekstra magt.

Sang 9 hedder “Sheik” og vi går igen ned i tempo og den mere rocket/blues stil og endnu engang må man overgive sig til ZZ Top for hvor er de bare fede. Igen er det guitaren der dominere og Billy viser igen sine evner som blues/rock guitarist.

Sang 10 er også det sidste og hedder “Have you heard” og er igen endnu et fedt rock/blues nummer der slutter dette fede 70er album super fedt af.

6 stjerner ud af 6 🙂 ZZ Top album “Tres Hombres” er klart et album man skal høre hvis man ikke har hørt den, specielt hvis man er til rock/blues musik hvor det måske mere er musikken der er i fokus end teksterne men hvor det også bare lyder mega fedt. hvis der er et nummer man skal høre herfra er det “Precious and grace” https://www.youtube.com/watch?v=yj0Uc_F6APk vil man høre nogle af deres andre klassikere så skal man ikke snydes for deres fedeste nummer “Rough boy” fra 1985 https://www.youtube.com/watch?v=Z_4ULKpkLNc 🙂

Det var lidt om ZZ Top album fra 1973 🙂 De er alle 3 blevet 70 i år og spiller fortsat sammen, Billys stemme er ikke ligeså god som den har været men de spiller stadig mega fedt og Billys guitar evner har han stadig og de har beholdt deres 70er rock/blues lyd.

Music and love

Mikael <3